mandag den 29. april 2013

Mit brev hjem


Mit brev hjem
Hej, venner. Som i nok har set i fjernsynet, så har der været en tsunami, tæt på den by som jeg bor i. Der er sket utrolige ting. Jeg har sendt min dagbog så i kan læse det jeg har oplevet.

D.19/05-2001
Min familie og jeg, gik på markedspladesen i den sydlige del af Hong Kong. Vi gik stille og roligt og passede os selv, da en stor folke mængde kommer løbende imod os. De råber noget på kinesisk, men vi står bare og kigger forvirret rundt. Der er en kineser der siger noget på gebrokkent engelsk ”Get home, there’s a tsunami comming” der gik det op for mine forældre der hurtigt vender sig imod mig og min bror. Vi skal hurtigt hjem, siger de. Jeg forstår ikke rigtig hvad der sker. Min forældre løber rundt og snakker med personalet på hotellet. De peger tit hen på mig og min bror, jeg går hen til min bror, Jannek og spørger ham hvad der sker. Han kigger på mig og siger at der er en tsunami på vej, jeg kigger ud af vinduet. Der så jeg bølgen komme brasende ind over stranden, det var helt surrealistisk at se den komme ind over land, og udslette alt og alle, den kommer i nærheden af. Jeg bliver grebet af panik og kigger bare ud mod vandet der kommer imod mig som en stor næve. Min far får mig ned på gulvet, det sidste jeg husker er at der falder en masse knust glas ned over mig.

D.20/05-2001
Jeg vågner igen, ved to tiden. Og prøver at komme på benene igen, Jeg kigger rundt og ser at det meste af hotellet er helt smadret. Når jeg er kommet på benene igen går jeg lidt rundt og kigger efter min familie, Jeg går ind i mine forældres værelse, og der sidder de på sengen. Vi sidder og snakker lidt om hele situationen, og midt i samtalen kommer en guide ind og siger at vi skal ud af hotellet, da det vil styrte sammen snart. Vi kommer så ud af hotellet og gå lidt rundt og ser tingene, det er helt utroligt så meget den har smadret, på så kort tid. Det føltes så voldsomt og utroligt, man tror at man ved hvordan det føles når man sidder hjemme i varme danmark, og ser at der igen har været en tsunami, eller jordskælv. Men det er noget helt, helt andet. Jeg har aldrig været så skræmt i mit liv, jeg har aldrig set ægte frygt, men jeg oplever den nu, i dens stærkeste form. Den form man kun oplever når man er ved at miste en elsket.
Vi kommer så hen til en lokal bar, og får noget at drikke, spise og et tæppe. Vi møder nogle andre danskere, der har mistet deres ene datter. Det er helt forfærdeligt at se hvordan de har det. Jeg.. Jeg glæder mig at komme hjem så jeg kan se mine venner og folk jeg har savnet. Vi bliver vist ud til et lokale, hvor vi kan få lidt søvn.
Tre timer senere, vågner jeg og får at vide at vi skal løbe. Der er en ny tsunami på vej. Vi løber hen af en side vej, som vi har fået at vide er vejen til en bygning, der er lavet til sådan nogle situationer.
Vi kommer ind i huset og finder et sted vi kan sidde sammen. Der kommer to høje brag 10 minutter efter vi kom ind. Der efter går tiden hurtigt og jeg falder i søvn



D.21/05-2001
Jeg vågner før resten af min familie, jeg går lidt rundt og kigger på alle menneskerne der er påvirket af disse tsunamier, det er ubehageligt at tænke på, hvordan alle de pårørende har det. Ikke mindst hvordan min familie og venner i Danmark har det. Jeg er så nervøs for hvad der skal ske de næste par dage, og om vi kan komme hjem igen.
Min familie vågner, og mine forældre kontakter den danske ambessade og snakker med dem, for at finde ud af om der er mulighed for at vi kan komme hjem enten i morgen eller overmorgen.

D.22/05-2001
Jeg er så spændt, vi har fået at vide at vi kan kommer hjem i dag. Vi skal bare op til den nærmeste luftahavn i Hong Kong. Vi kom op til lufthavnen klokken lidt over 15, og vi snakker med noget personale på lufthavnen. Og vi får at vide at vi kan komme med et fly klokken 17 imorgen Jeg går lidt rundt og kigger men der er ikke specielt meget at se på.

Vi ses snart jeg har det godt men er lidt rystet. in familie og jeg, gik på markedspladesen i den sydlige del af Hong Kong.

fredag den 22. februar 2013

Døden i dine øjne. Af Rachel Ward


Handling:

Bogen handler om femtenårige Jem, som har en speciel evne. Når hun ser andre i øjnene, så ser hun datoen for deres død. Den evne har hun altid besiddet, og det plager hende virkelig.
Hun fandt især ud af at hun havde den evne da hendes mor døde af en overdosis, da hun ikke var særlig gammel.
Hun er nærmest hoppet fra hjem til hjem, og har aldrig passet ind, aldrig haft nogen venner.
Men hun lærer så den lidt mystiske Spider at kende. En dag da de er inde i byen ved London Eye, så ser Jem at alle omkring hende har den samme dato i øjnene, dagen i dag. Hun vælger at hive Spider med sig når hun løber væk derfra. Det viser sig så at London Eye bliver sprængt i luften af nogle terrorister. De to sortklædte som løb væk fra det på den måde bliver hurtigt mistænkt – Jem og Spider.
Man følger dem så når de smider alt hvad de her og stikker af. Flygter. De flygter uden rigtigt at have noget end i hinanden, lidt penge og lidt mad.
Jem ved at Spider ikke har lang tid igen, kun et par uger.
Efter nogle dage, når de er kommet langt væk hjemmefra, da de havde fundet et gemmested hvor de kunne sove, bliver Spider fanget. Jem er nu alene, og vil Spider. Der var ikke mange dage før at det var hans sidste, hun ville se ham inden.
Man følger så Jem alene, når hun prøver at klare sig. Hun møder en flok piger, ”lederen” af den gruppe vil så godt hjælpe hende, selvom hun ved hvad hun er mistænkt for, hun sørger for hun kommer i bad, får noget mad, får hvilet ud.
Hun søger ly i en kirke, og hurtigt finder alle ud af at hun er der. Hun skal derefter snakke med politiet. Hun fortæller historien, fortæller om hendes evne.
Hun ser endelig Spider igen, men lidt efter ser hun ham dø, lige for øjnene af hende.
Sammen med Spiders bedstemor og hende ”plejemor” lader de Spiders aske flyve væk ved stranden i Weston. Hun finder ud af at hun er gravid med hans barn.
Man ser så et glimt af hendes liv fem år senere med Adam, hendes lille dreng. 

Jacob Grønvall